Min ungdom var i 1990’erne, og dengang virkede det, som om verdenshistorien kun bevægede sig i den rigtige retning. Verden blev mere og mere åben, rigere og rigere, mere demokratisk og mere frisindet. Set fra min privilegerede udsigtspost i Danmark var det næsten umuligt dengang i 1990’erne ikke at være optimist. Måske var det overdrevet ligefrem at sige, at historien var slut, men det var tæt på.
Ja, naturligvis var der også kriser og konflikter – borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og folkedrabet i Rwanda – men de gode nyheder overskyggede i den grad de dårlige dengang. Sovjetunionen smuldrede og forsvandt uden en verdenskrig. Muren faldt, og Østeuropa blev frit. Apartheid i Sydafrika blev afskaffet, og Nelson Mandela blev præsident. Oslo-aftalerne lovede en afslutning på Israel-Palæstina-konflikten. Kina blev rigere og mere moderat.
