Første forskrækkelse fik jeg ved sidste præsidentvalg i Paris. Vi var en lille flok pressefolk, som tilbragte en morgentime med Marine Le Pen i hendes valghovedkvarter. Hende skal man ikke undervurdere. Kvalificeret kvinde. Stærk. Stor beundrer af Putin.
Anden forskrækkelse fik jeg forleden, da jeg sad i Bordeaux og så den store valgudsendelse på tv-kanalen France2. Marine Le Pen blev spurgt, om hun efter krigen i Ukraine kunne se Vladimir Putin som en allieret. Hun svarede uden at blinke: »Ja, selvfølgelig!«. Og hun tilføjede endda, stadig uden at blinke, at hun særligt så for sig »et samarbejde om kampen mod islamistisk ekstremisme«.
