Jeg har aldrig haft magt nok til at kunne be- eller afkræfte den koncise sætning ’Med stor magt følger stort ansvar’, men den forekommer mig at være en glimrende rettesnor både for journalistikken og for den enkeltes tilværelse: Jo mere indflydelse man kan udøve, jo større ansvar har man for tingenes tilstand. Det være sig over for sine børn, over for kloden, over for medarbejdere, over for et samfund.
De seneste dage har jeg gået og tænkt over forholdet mellem magt og ansvar. Konkret foranlediget af et interview i ’Deadline’, hvor tidligere direktør i Udenrigsministeriet Friis Arne Petersen blev forelagt to notitser fra Tibet-kommission II’s redegørelse. De to notitser beskriver, hvordan Udenrigsministeriet, politiet og den kinesiske ambassade i forbindelse med et statsbesøg i de tidlige 00’ere omgik demonstranters grundlovssikrede ret til at demonstrere, så det kunne ses og høres af den kinesiske delegation.
