Der er ikke noget at komme efter. Passer gaden, det er fuldkommen standard. Sådan lød vurderingen fra en ekspert i ansættelsesret forleden i Avisen Danmark, da det kom frem, at koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen fik ca. 6,5 millioner kr. med sig i gyldent håndtryk, efter at han blev fyret som følge af amputationsskandalen. Tre års løn – plus 100.000 kr. til efteruddannelse. Efter at have stået i spidsen for en sundhedsskandale, der har kostet snesevis af danskere førligheden.

Eksperten har givetvis ret, det er helt efter bogen. Men det er jo den virkelige skandale: At en leder, der er fuldkommen inkompetent i årevis hæver godt to millioner kr. i løn, og da han bliver fyret får, hvad der svarer til en halv livsindtægt for mange danskere med sig på rejsen. Og at det er standard.

Men, men, men vil nogle sige, det er jo ikke sikkert, at det er hans skyld. Der er utrolig mange led i den slags tragedier, og det er langtfra givet, at Thomsen har noget ansvar. Sikkert rigtigt, jeg har ingen viden om Region Midtjyllands indre mekanik og opbygning.

Problemet med den forklaring er bare, at det så også betyder at den slags koncerndirektører heller ikke reelt burde kunne tage æren og blive hyldet og belønnet, når noget går godt. Og det er jo det, ledere i stigende grad bliver overalt i samfundet.

Lønnen for topchefer er steget enormt de senere år. Gennemsnitslønnen for lederne i de 100 største danske virksomheder steg alene i 2020 med 11 procent til svimlende 14 millioner kr. Fra et i forvejen højt niveau steg topchefernes lønninger således atter langt mere end de gennemsnitlige danske lønninger. En enorm løn, som ville have været uhørt for få årtier siden, men som i dag anses som helt normal, fordi ledelse jo er umådelig vigtig. Og de danske direktørlønninger er stadig småpenge i forhold til amerikanske ledere, hvor gennemsnittet for en direktør i et af de 500 selskaber i S & P-indekset nu ligger på 100 millioner kr. Et fuldkommen absurd niveau.

Men når det regner på præsten, drypper det som bekendt på degnen, så lønfesten i toppen er stille og roligt sivet ned gennem rækkerne, så det i dag er helt standard at koncerndirektører i danske regioner tjener på den gode side at to millioner kr. og får store gyldne håndtryk, når de bliver fyret.

Ledelse bliver med andre ord bedre og bedre lønnet. Men hvorfor? Forleden skrev min kollega, kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen, en klumme, hvor hun konkluderede at »ledelsens betydning er overvurderet og tiltrækker sig alt for megen opmærksomhed«. Hertil vil jeg så tilføje, at det ikke kun er opmærksomhed, ledelse tiltrækker sig, men også en alt, alt for høj løn.

Stort set ingen videnskabelige studier viser den store systematiske effekt af højere lønninger til ledere; lønnen er bare blevet højere og højere over en bred kam, og i takt med at selskaberne er blevet større.

Det er en ond spiral. For når en direktør får mere i posen, må de andre jo følge med. Ellers kan de jo ikke tiltrække det nødvendige talent, lyder forklaringen igen og igen. Men det er jo noget vrøvl.

Ja, det er sikkert hårdt arbejde at være topleder. Men det er også et utroligt givende og spændende job med masser af magt, ansvar og prestige. Så spændende, at min gamle ven og kollega, den nuværende direktør i JP/Politiken, Stig Ørskov – der tjener små 6 millioner om året – for nogle år siden sagde i personalebladet, at han havde ’verdens sjoveste job’. »Jeg ville sidde her gratis, hvis det skulle være, men det må ingen fortælle Lars Munch (den daværende formand for JP/Politikens Hus, red.)«, sagde han.

Mente bestyrelsesformændene og erhvervsbosserne det, når de med alvorlig mine i Davos og slige steder taler om den stigende forskel mellem rig og fattig og udfordringerne for globaliseringen, ville de selv gå forrest og fastfryse lønnen til direktion og topledelse i nogle år og derefter kun lade den stige med den gennemsnitlige lønvækst.

Det gør de sjovt nok typisk ikke, og det har vist sig sværere end som så for aktionærerne at gøre oprør mod de mest ekstravagante lønpakker. Staten kunne og burde gå foran og bremse lønstigningerne i toppen i det offentlige. Ville alle de offentlige ledere, der i dag tjener millioner virkelig kunne tjene det samme i det private – med samme jobsikkerhed og vilkår i øvrigt? Jeg tvivler.

Men der er også behov for en mere grundlæggende mental omstilling. En samfundsmæssig erkendelse af, at ledelse ikke er en okkult kunst, som kun meget få mestrer, og som derfor bør belønnes så selv Kong Midas ville skamme sig. Og hvor selv de ledere, som fejler så spektakulært som Ole Thomsen, koncerndirektøren i Region Midtjylland, alligevel bliver belønnet med millioner.

fortsæt med at læse

Fyret direktør får 6,5 millioner med sig efter amputationsskandale