Den danske venstrefløj står med håret i postkassen. Afpillede. En smule til grin. Men først og fremmest forvirrede. For det var jo ikke en del af planen, at der skulle være tvivl om udfaldet ved det kommende folketingsvalg. Før sommerferien og den fatale håndtering af Minkkommissionens sønderlemmende kritik stod den røde blok til at cruise mod en valgsejr. I SF var ministerposterne fordelt i en sprængfarlig rus af succesfuld strategi og storhedsvandvid. Forud for partiets landsmøde i marts slog partiformand Pia Olsen Dyhr fast, at hun ville være finansminister. Selvfølgelig bliver hun aldrig det, men mindre kan også gøre det. Og hendes wingman og de offentligt ansattes førsteelsker, Jacob Mark, var udset til en post som unge- og børneminister eller noget andet rart. Selv Karsten Hønge begyndte at ane en fremtid omgivet af mennesker, der får betaling for at grine af hans vittigheder.
I Enhedslisten glædede man sig også. Altså til at SF skulle i regering. For er der noget bedre i den revolutionære verden end at være alene? Stå med de lette meningers monopol. Altid for dårligt. Altid i opposition. Flere penge til sygeplejersker. Til førtidspensionister. Til de studerende. Til kommunerne. Til regionerne. Til bævere og vilde heste. Mere til flere. Præcis den position, Enhedslisten indtog fra 201,1 og frem til da SF snublede sig ud af S-R-SF-regeringen tre år senere. En periode, hvor man lå omkring 10 procent i målingerne og skelede til kampfællen Alex Tsipras eksplosive tid som premierminister i Grækenland. Hvis og hvis og hvis.
