Jeg har en kammerat, som for nylig fik sig en overraskelse, da han ved en tilfældighed fandt ud af, at hans oldefars navn optræder i Bovrup-kartoteket. Han har godt nok altid vidst, at der var et eller andet med oldeforældrene og besættelsen, som ikke var ’så godt’, fordi deres gård brændte ned til grunden ved en påsat brand i foråret 1945. Da det ikke er noget, man har talt om i familien, har han dog aldrig tænkt så meget over det, men det har ændret sig.
Ældre læsere er sikkert bekendt med eksistensen af Bovrup-kartoteket, men lad mig for en ordens skyld introducere det. Bovrup er navnet på en sønderjysk landsby, der ligger nogenlunde midt imellem Aabenraa og Sønderborg, og hvor Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) havde sit hovedkvarter. Kartoteket er DNSAP’s medlemsfortegnelse, som rummer omkring 44.000 navne og i dag findes i Rigsarkivet. Det er bedst kendt fra bogudgaven, som udkom i 1946 og rummer knap to tredjedele af navnene i selve arkivet.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.





























