Ligesom alle andre kan jeg sagtens huske, hvor jeg befandt mig 11. marts 2020, da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned for første gang. Jeg sad hjemme i sofaen, rystet og sms’ede med en israelsk ven, der bor i Danmark, om hvad der foregik. Dagen efter gik jeg ned i børnenes skole og hentede deres ting. Mit eget kontor herinde på Politiken genså jeg først mange uger senere. Min fødselsdagsfest ugen efter blev naturligvis aflyst.
Det var en utrolig sær tid, en tid, der sled på folk på forskellig vis, en tid, hvor tv-seriernes bagkatalog blev udnyttet til det yderste, sommerhusene blev det nye guld, og man endelig fik tid til at få læst Proust eller sat carporten i stand. For nogle var det hyggeligt, for andre frygteligt som kinesisk vandtortur.
