Der var engang, hvor Christiania var det første, jeg stolt viste besøgende fra udlandet. Som en anden turistguide cyklede jeg venner og bekendte fra andre lande rundt i det fantasiland, som fandtes midt i min by. Christiania. Stedet, hvor der altid var musik i luften. Hvor beboerne altid var i gang med vanvittige, kreative projekter, gigantiske gavlmalerier, sjove huse, skulpturer, kunst, vegetarmad i verdensklasse og selvfølgelig ofte en lille ryger i solen, hvis man var i det humør.
Christiania er en arv. En arv fra dengang, hvor folk fik kæmpestore ideer og tanker og førte dem ud i livet. Christiania startede som en slumstormerdrøm og blev til det sted, som ethvert samfund burde have: Et fristed fra det normale. Et sted, hvor de, der faldt udenfor, kunne bygge og bo, og vi andre kunne være velkomne gæster og blive inspireret til at drømme om andet og mere end et billigt banklån, hakkekød på tilbud og en bil på afdrag.
