Lyt til artiklen
Forleden læste jeg et vidunderligt ord på Instagram, som jeg aldrig havde hørt før: Omsorgsaktivisme. Det ramte mig, fordi vi lever i en tid, hvor omsorg og omsorgsarbejde bliver nedprioriteret og usynliggjort som aldrig før. Både omsorgen i hjemmet, som ikke bliver lønnet, og omsorgen i det offentlige, det professionelle omsorgsarbejde, er ramt af hårde tider.
Omsorg er at tage forbi en alvorligt syg ven med en lasagne. Omsorg er at sige sit barns hårdtarbejdende pædagoger tak med en julegave. Omsorg er at rydde kalenderen, når en af familiens ældre falder om med en hjerneblødning, eller spørg, om man kan hjælpe med noget, når en kollega bliver sygemeldt med stress.
