Jeg kender ingen internationale konflikter, der så hurtigt og forudsigeligt kan sætte debatten i brand som Israel/Palæstina. Når konflikten blusser op, går en deprimerende forudsigelig kædereaktion i gang både i indlæggene her i Politiken, i debatten på de sociale medier og i den politiske debat.
På den ene side står Israels venner og forkæmpere – stort set hele det officielle Danmark – og insisterer på Israels ret til selvforsvar og raser mod palæstinensisk terror. Hamas er en ny variant af Islamisk Stat, ekstremister, der er villige til at give deres liv til Allah, som bare skal knuses og ødelægges, koste hvad det vil, er budskabet. Palæstinenserne kunne bare have ladet være med at stemme Hamas til magten i 2006, lyder det, uagtet at langt det meste af Gazas nuværende befolkning ikke havde stemmeret dengang – mindst en tredjedel var slet ikke født.
