Den seneste måneds tid har min kræftsygdom virkelig tævet mig. Jeg har været indlagt flere gange og set hospitalsvæsenet indefra på den alvorlige og bekymrende måde. Jeg er blevet mødt af en hær af omsorgsfulde sygeplejersker, sosu’er og læger, ikke en finger at sætte på behandlingen. Alle ville mig, patienten, det bedste og kæmpede for at hjælpe mig på fode igen.
Men en ting, jeg bed mærke i, var ensomheden. Det er slående, hvor alene vi danskere er, når vi er alvorligt syge, når vi er gamle, og når livets afslutning måske nærmer sig. Et ophold på en palliativ afdeling var især hjerteskærende, da det virkede, som om at nogen helt havde glemt deres ældre. På stort set alle stuerne var der dødssyge gamle mennesker, alene i deres angst, alene i deres smerte. Og hvorfor egentlig? Når jeg talte med dem, kunne jeg jo høre, at de havde både to og tre børn og hele flokke af børnebørn, men ingen besøgte dem. De var alene. Er vi blevet for berøringsangste? For selvkørende?
