Ideen om, at stater er bundet af regler, er gammel. Selv i oldtiden indgik stater aftaler med hinanden, der efter datidens normer blev anset som bindende. I renæssancen kom begyndelsen til generelle regler, en slags rudimentær folkeret, oftest dateret til udgivelsen af den hollandske jurist Hugo Grotius’ værk om havets frihed i 1609 og senere hans bog om krigen og fredens love. Siden er folkeretten blevet mere og mere finmasket med tusinder af regler om alt fra luftfart til undersøiske kabler. Og ikke mindst regler om individuelt ansvar for de allermest alvorlige forbrydelser – krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.
Tanken om, at vi allesammen, helt personligt, har et ansvar, uanset om vi er præsidenter, premierministre, soldater eller borgere for ikke at begå den slags ugerninger, voksede sammen med den internationale menneskeretsregulering frem i årene efter Anden Verdenskrig og er et af de måske smukkeste og vigtigste civilisatoriske fremskridt i det seneste århundrede.
