Ahhh sommer. Det er smagen af frihed, lugten af tidsfordriv og udsigten til tykke bøger i hængekøjen, hop i bølgerne og lange aftener under de endnu lyse nætter med venner og familie. Det er mageløst, og jeg glæder mig helt utrolig meget. Faktisk mere end normalt, måske på grund af den urolige verden og de mange bekymrende nyheder, der hele tiden kommer fra ind- og udland. Senest Joe Bidens nedsmeltning i debatten med Trump natten til fredag. Jeg trænger, som Bodil Udsen sagde om sit behov for kager efter maden i ’Matador’.
Men faktisk tror jeg ikke, at det lige på denne front kun er Trump, Putin og andre geopolitiske skurkes skyld. Jeg tror også, at den nære verden og det stadig mere hektiske tempo, som vi allesammen lever i, har en betydelig del af skylden. Det hele går som bekendt hurtigere og hurtigere. Folk går bogstaveligt talt hurtigere på gaden, end de gjorde i gamle dage, film og serier er klippet hurtigere og hurtigere – den gennemsnitlige længde på et filmklip er nu mindre end 5 sekunder – og ser man gamle sportsklip, virker det næsten, som om det hele går i slowmotion. Alt det er velkendt, men det, som er sket de senere år, er også, at pauserne i hverdagen, hvor man tanker mentalt op, langsomt bliver presset mere og mere ud. At kede sig og dagdrømme er blevet en undtagelse; noget, der kun sker, når telefonens batteri løber ud.
