Ahmed Akkari er blevet en anden. Han er ikke længere den mand, han var i 2005/2006. Dengang rejste han verden rundt og hidsede muslimer op til had mod Danmark pga. Jyllands-Postens Muhammedkarikaturer. I dag rejser han rundt og siger undskyld. Han har ændret sig.
Men bliver han troet? Ja, han bliver troet. Fra Naser Khader til Anders Fogh Rasmussen: Folk accepterer ikke blot Akkaris undskyldning. De accepterer også, at han selv er blevet en anden. Det er en stærk kultur, som på tværs af alle mulige modsætninger giver mennesker denne mulighed. At blive en anden.




























