For nylig så jeg for første gang København fra toppen af SAS-hotellet, Arne Jacobsens smukke højhus fra 1960. Jeg blev fortryllet, forelsket, taknemmelig: Tænk, det er min by. Set fra tyvende etage favner man byen i et blik, som må minde om det, astronauterne greb jordkuglen med, første gang de så den ude fra rummet:
Tænk, at vi bor på lige akkurat dén blå og lyslevende planet i verdensrummets uendelige øde. Og hvor ville det være skønt, hvis man kunne få lov at være her lidt længere end de få år, der så snævert er afmålt til hver af os. Men selvfølgelig, der skal jo være plads til de nye.
