0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Højskoleforstander: Kunne vi ikke prioritere højt, at de unge dog får lidt af deres forsømte forår tilbage?

En hel generation af unge mellem 15 og 25 er sat i husarrest og har fået deres liv sat på pause. De får drømme knust, og de bøder for noget, de ikke har gjort. Det gør vi alle sammen, men de unge bøder mest. Det synes jeg er den omvendte verden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Arkivfoto: Jens Dresling

Jeg synes, der er mange gode argumenter for benådning af de unge. Der er musik i dem, og de er uskyldige. Kan det ikke tælle som formildende omstændigheder, skriver Bjørn Bredal i denne klumme.

Bjørn Bredal
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bjørn Bredal

Kvinden på Islands Brygge, der fik en bøde for at gå ind på en afspærret legeplads med sine børn, sagde siden med en mild omskrivning: ​​

»Jeg er uskyldig – kan det ikke tælle som en formildende omstændighed?«.

Jeg forstår hende. Argumentet holder næppe i byretten eller Sundhedsstyrelsen, men det har sin skønhed.

Og kvindens børn er i hvert fald uskyldige. Midt i den mærkelige tid, vi lever i, er det mærkeligste dog, at vores børn bliver betragtet som særlig slemme spredere af virus, hvad de muligvis, muligvis ikke er. I hvert fald har de uskyldige små mistet deres uskyld, når de betragtes med det voksne medicinske virusblik. Men de er jo børn. Vi ved det godt.

Nu har de mindste så fået lov at gå i skole og i børnehave igen. Det gør deres dagligdag mere varieret og forældrenes liv lidt mindre umuligt. Men hvad med de store børn?

Jeg tror måske, det er disse store børn, teenagere og unge, der kommer til at yde nogle af de største ofre for vores fælles sundhed. Kunne vi ikke prioritere højt, at de unge dog får lidt af deres forsømte forår 2020 tilbage?

DEN SOMMER, du fyldte 17, kommer aldrig tilbage. Sådan sagde den norske sundhedsminister, Bent Høie, forleden i en ganske bevægende tale til ungdommen. Høie synes, at de unge fortjener en særlig tak, når nu vi har takket sundhedspersonalet og alle de andre, som også fortjener tak. ​​

»Næste sommer«, sagde den norske minister – ’næste sommer’ … et udtryk for midaldrende mænd. Det er sådan noget, vi kan stå og tænke på, mens vi hamstrer toiletpapir.

For et ungt menneske på 16, 19 eller 22 er håb og drømme knyttet til sommeren nu og her.

Til fodboldkampen, hvor verdens flotteste mål skal scores. Til gallafesten, hvor kjolen skal vises frem. Til sommernatten med måneskin, hvor man måske skulle forsøge sig med et kys.

I Norge må man ikke tage i sommerhus, der er ’hytteforbud’, og det klager de meget over. Men hytten ligger bare og venter på dig, til du vender tilbage, siger Bent Høien.

Og det samme gælder dit skrivebord inde på arbejdet, som du midlertidigt forlod for at arbejde hjemme. Skrivebordet skal nok vente på dig.

Den voksne kan se frem til at vende tilbage. Men den unge mister noget umisteligt. En sommer, der aldrig vender tilbage

Den voksne kan se frem til at vende tilbage. Men den unge mister noget umisteligt. En sommer, der aldrig vender tilbage.

KARAMELDAGEN I 9. klasse. Studenterfesten og turen i åben vogn. Året på efterskole. Foråret på højskole.​​

En hel generation af unge mellem 15 og 25 er sat i husarrest og har fået deres liv sat på pause. De får drømme knust, og de bøder for noget, de ikke har gjort. Det gør vi alle sammen, men de unge bøder mest. Det synes jeg er den omvendte verden.

Som højskoleforstander er jeg særlig optaget af de unge voksne, vi har på skolen. Hvis man kender et ungt menneske, der går eller har gået på højskole, så ved man, hvor afgørende en livsfase det er. Højskoleopholdet er et afgørende, et formativt halvt eller helt år i et ungt menneskes liv. Og i parentes det større perspektiv:

Meget i Danmark, i vores samfund, kultur og erhvervsliv er præget af, at så mange unge danske finder sig selv og en vej i livet netop på en højskole. Høje krav til det faglige og til fællesskabet. Stor frihed under ansvar. Centrale ideer, som former højskolernes unge.

Men lige så livsafgørende, det kan være for et ungt menneske at gå på højskole, lige så stor en livskatastrofe kan det være at blive sendt ’hjem’, sådan som samtlige forårshold 2020 nu er blevet. Bemærk gåseøjnene.

Oven i sorgen og frustrationen over det mistede højskolefællesskab oplever de unge voksne det også som manglende respekt, at samfundet bare tror, de kan sendes ’hjem’.

Det er jo højskolen, der er det unge voksne menneskes hjem, og rigtig mange oplevede 11. og 12. marts 2020, at de med dags varsel blev gjort hjemløse, medmindre de ville tilbage til et barndomshjem, som de havde forladt for flere år siden, eller netop var i færd med at frigøre sig fra med højskolens hjælp.

Mange flakker den dag i dag hjemløst rundt i landet og beder om husly her og der, hvilket i øvrigt næppe er specielt coronasmart.

PETER SEEBERG har en novelle, som hedder ’Argumenter for benådning’. En hel bys borgere går i forbøn for en notorisk forbryder, som synger en smuk og uundværlig bas i byens sangkor. ​​

»Musikken er større end forbrydelsen«, skriver borgerne til den høje ret.

Jeg synes, der er mange gode argumenter for benådning af de unge. Der er musik i dem, og de er uskyldige. Kan det ikke tælle som formildende omstændigheder?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter