Forleden skrev jeg et både groft og polemisk indlæg på litteraturbloggen Promenaden. I indlægget beskyldte jeg den gode danske forfatter Niels Frank for at være både åndsaristokratisk, virkelighedsfjern og reaktionær. Men ups!, kort efter det lille tryk, som sendte mine tanker ud i offentligheden, fortrød jeg. Hvorefter jeg i timevis gennemlæste nettets instruktioner for, hvordan man fjerner et indlæg fra en blog. Anledningen til mit indlæg var en diskussion mellem Niels Frank og mig selv, som startede med, at han sendte mig et kronikforslag om vigtigheden af en forfatterskole, som kan diskutere og »endevende« kunstbegrebet. Emnet er lidt flyvsk, men vigtigt, og jeg var egentlig parat til at antage teksten. Dog mente jeg, den trængte til en mere tilgængelig begyndelse, hvilket jeg skrev til ham i en mail. Men forfatteren var ikke til sinds at gå på kompromis med sin tekst. Min opfordring til at ændre tekstens entré var tæt på populisme, mente Frank. »Ellers bliver det avisen, der taler gennem forfatteren, og ikke forfatteren, der taler gennem avisen«, skrev han til mig. Nu havde Niels Frank budt op til en dans, jeg gerne ville danse, for netop forfatterens rolle må nødvendigvis ligge en kronikredaktør på sinde. Jeg vil nemlig gerne have forfattere til at blande sig i den virkelighed, vi beskriver i avisen. Kunsten må da gerne endevende sig selv. Men det er lidt synd, hvis den litterære selvudvikling kommer til at stå i vejen for dialog med den verden, vi lever i. Hvor var forfatterne for eksempel henne, da den nationalkonservative melodi for nylig buldrede løs i Danmark gennem 15 år?
Og kan man forestille sig, at den nuværende økonomiske krise og forholdet til evig vækst som vejen ud af krisen kunne blive genstand for litterær udfoldelse? Personligt ville jeg i hvert fald hilse velkommen, at den politiske analyse, der gennemsyrer samfundsdebatten, fik tilført liv fra kunstens verden. Det var almindeligt tidligere, men et særsyn i dag. Forfatterne har jo den store fordel, at de kan bruge sproget og med det som værktøj berige os med nye perspektiver og udvide vores horisont. Men der er også en grænse for, hvad man kan bede forfattere om, og det var den, jeg åbenbart havde overskredet i Niels Franks øjne. I mit (for)svar, der fulgte, skrev jeg, at det er vigtigt, at læserne ikke føler, at de er på besøg i et finlitterært rum, hvor de ikke er velkomne. Jeg fandt det besynderligt, at han slet ikke ville anerkende avisens ret til at foreslå ændringer, som jeg mente var til gavn for teksten: »Det er i bund og grund en temmelig asocial holdning, mener jeg. Og egentlig også en lidt kedelig tilgang til tekst. Men måske netop det, som gør, at den lidt smallere litteratur har en tendens til at male sig selv op i et hjørne, hvor den er sig selv bedst og andre uvedkommende«. Hvad blev nu næste træk fra Niels Frank, der selv har været leder af Forfatterskolen, vundet adskillige priser og udgivet masser af fine bøger? Han lagde naturligvis vores korrespondance til offentlig skue på bloggen med en opfordring til alle om at deltage i diskussionen. Nu gik den vilde litteraturdebat mellem litterære bloggere som Lars Leonhard, Kenneth Krabat m.fl. Niels Frank selv skrev også et nyt og langt indlæg, hvor han uddybede sit syn på forholdet mellem forfatteren og offentligheden: »Det er nu ikke længere tilstrækkeligt, at forfatteren begriber, at han taler ud i en større offentlighed, som Bruun gør opmærksom på. Nej, offentligheden står allerede langt inde i hans tekst i form af formidleren og udpeger i egen autoritet godt og skidt, nyttigt og unyttigt«. Litteraturen er truet af nyttetænkning, mente Frank, som samtidig fik den kronik, som satte det hele i gang, trykt i Information. Alt sammen både godt og væsentligt og rart at være vidne til og del af. Indtil jeg pludselig blev ringet op af en god ven: »Du skal slå et sidste slag med halen. Det ville være klædeligt«, lød det skælmsk. Og så satte jeg mig til tasterne en halvfebril formiddag med frost i luften og ild i pejsen. Under overskriften ‘Det litterære martyrium’ beskrev jeg nu, hvorfor jeg mener, det er en skam, hvis danske forfattere ikke vil gå i dialog med verden og virkeligheden, men i stedet holder sig til stiløvelser i snævre tidsskrifter: »Med et sprogligt selvmordsbælte om livet begiver Frank sig ud på den nervøse vej til det selvvalgte skafot« var bare en af de sætninger, jeg fik fyret af med det afgørende klik, der måske mest af alt blev mit eget selvmord i den debat. Bare jeg dog havde haft en redaktør, som havde kunnet kaste et blik på mit indlæg, før det røg ud i offentlighedens nådesløse søgelys.
