Sommerhittet er en særlig genre, der som oftest kombinerer ubekymret dødsforagt med liderlig energi.
Fortidens hit er omgærdet af minder, og lægger man ørerne i blød, vil en billedstorm begynde at blæse for manges indre øje. Eller omvendt: Man hører et gammelt sommerhit, og erindringen fylder straks kroppen med mindet om en flirt ved en havnefest med Whams ultimative sommerhit 'Club Tropicana' i baggrunden.
Som med alt, der slår igennem, fortæller de også historier om deres tid. I begyndelsen af 1990'erne var poppen så sød, at det hvinede i tænderne, mens bølgen af dub-i-dub-numre skyllede ind over det Europa, som var steget til vejrs som en undsluppen Tivoli-ballon efter den kolde krigs afslutning.
Senere i det ironiske årti blev Den Gale Poses mantra 'stiv pik og håret tilbage' en introduktion til gamle kønsrollemønstre i nye, amerikanskinspirerede indpakninger. En kønspolitisk markering med mænd, som var stoddere, og kvinder, som var ludere. Og en rød klud i øjet på en hel del feminister.
I det nye årtusinde blev tonen mere fersk med et tekstunivers så jordnært, at man nærmest snublede over ordene hos Nick & Jay og senere Medina og Rasmus Seebach. Også det var en rød klud i øjet på de lyttere, som nu måtte skrue radioen over på dansktopkanalen P4 for at få højnet abstraktionsniveauet.
Sidste år på denne tid var det Raske Penge og Klumbens sang om deres yndlingssodavand, Faxe Kondi, der brusede gennem foråret i en strøm af dansk dancehall, som blev 2012’s musikalske signatur.
Kult-hit har fået salget af »yndlingssodavand« til at stige markantDe to musikere var på overfladen rebelske anarkister, men gik man til det nummer, som siden hen blevet kåret til årets hit, var det som en ny udgave af Andy Warhols suppedåser. En dyrkelse af meningsløsheden ved den kommercielle verden samtidig med en vistnok ægte kærlighed til den pågældende sodavand.
I hvert fald var kærligheden gensidig, og Faxe sendte et års forbrug af deres kondidrik af sted til de musikere, som havde givet den bedagede sodavand sit livs anden sommer.
I år kommer forårets lydspor fra bandet Panamah og deres vuggende charmetrold af et hit 'Børn af natten': »Kommer langt med korte klæder. I natten især«, lyder det med en stemme, som bringer lytteren i sync med sommertiden.
Men i modsætning til sidste års sodavandshit gemmer der sig et revolutionært budskab bag nummerets sødlige overflade. En ublu kærlighedserklæring til øjeblikket som den næring, der giver nattelivet sin særegne magi.
Børnene stormer frem, bliver der sunget, og allerede her er signalet klart.
LÆS ANMELDELSE
Dansk poptrio byder på spæd havfruevokalDen voksne generation er hægtet af og sidder tilbage på terrassen og pudser deres Weber-grill, mens deres unger boltrer sig i et andet univers. Hjemme bliver der prædiket frihed under ansvar, men børn af nattens mantra er frihed uden ansvar. De kigger sig ikke tilbage, tværtimod: »Vi sætter broer i brand. Vi finder aldrig hjem (igen)«.
At brænde sine broer er ungdommens og forårets privilegium, som ethvert modent menneske ville fraråde, og som deres børn af samme grund elsker at dyrke. I takt med den stadig stigende kontrol med det moderne menneske er natten blevet det sidste skjulested, hvor ufornuften får lov at leve.
Nattelivet har ganske vist været et fristed længe, men aldrig før har et tilsyneladende uskyldigt pophit så tydeligt og ultimativt afsvoret de voksnes verden.
En abstrakt krise, som dominerer den offentlige dagsorden, har sat sit præg, og resultatet er dødsforagt indsvøbt i forførende vokal. Mens det uforståelige krav om mere vækst runger som en generals kommando på slotspladsen, deserterer den nye generation og brænder broerne til den gamle verden.
Øjeblikket og dødsforagten går hånd i hånd i forårets kådhed. Det samfund, som står på tæer for at opsuge en ny generation, er ikke et, man har lyst at tilpasse sig. Tværtimod: »Jeg drømmer om, at jeg endelig passer ind, så vågner jeg og føler ingenting«.
Den retning, som er lagt ud, har man kun nihilistiske skuldertræk tilovers for. Lysten til forblive børn er samtidig en ulyst til at blive voksen og etableret. På den måde er børn af natten i 2013, præcis som de har været siden 1968.
Men samtidig er der sket et klart skred i forhold til flere årtiers lalleglade iscenesættelse af problemer, man alligevel aldrig rigtig gad at tage seriøst. For når broerne er brændt, er der virkelig ingen vej tilbage.
Når børn af natten engang vågner op, bliver dagen med garanti en ganske anden.
fortsæt med at læse
