0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frisindet er den kulturradikale kerne

De religionskritiske ateister abonnerer på en ensrettende argumentation.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
 FINN FRANDSEN (arkiv)
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

Religion. Det er frisindet, der er kernen i den kulturradikale identitet, ifølge Christoffer Emil Bruun.

Christoffer Emil Bruun
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Christoffer Emil Bruun
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For en uge siden skrev jeg på denne plads, hvorfor jeg mener, at religion og civilisation ikke er to uforenelige størrelser.

Min tekst var et svar til en Kronik af Adam Holm forrige søndag, og min pointe var blandt andet, at de mest uforsonlige ateister ophøjer fornuften til en form for kvasireligion.

Spørgsmålet om tro er i sit udgangspunkt privat. Men diskussionen om troen og dens position i vores samfund er i disse år genstand for en enorm og intens interesse. Det blev bekræftet af de overvældende mange kommentarer, som min Signatur fik følgeskab af her i avisen, på Politikens hjemmeside og på Facebook.

LÆS INDLÆGGET

En af de mest rabiate kom fra religionshistorikeren Jens-André Herbener fra Syddansk Universitet, som retorisk spørger, om Politiken er et nyt Kristeligt Dagblad.

Herbener, der har en fortid på det sekteriske undergrundsblad Faklen, går først i rette med min faglighed som historiker. En rigtig historiker vil aldrig kunne fortælle, hvad kristendommen mener om dette og hint, påstår Herbener. Allerede her er den dogmatiske tone slået an.

Det egentlige ærinde er dog at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der må siges her i Politiken, som Herbener farverigt kalder »den kulturradikale oplysnings Eiffeltårn. Den kirkekritiske tænknings olymp«.

Det er Herbeners frygt, at avisen »ikke blot vender ryggen til en vigtig del af sin hidtidige kulturradikale identitet. Den er også på vej til at undergrave sin særegne eksistensberettigelse«.

LÆS INDLÆGGET

Det er velkendt, at der er en tradition for religionskritik her på avisen, og der er ingen tvivl om, at det har været både betydningsfuldt og sundt, navnlig i perioder, hvor det var kristendommens talsmænd, som gjorde sig til herre over, hvad der måtte siges og ikke siges.

Kristelig Lytter- og Seerforening var gennem det 20. århundrede en overordentlig magtfuld bevægelse, som satte sit store præg på det danske mediebillede ved at pege på uortodokse udsendelser og mangel på kristne budskaber.

En form for mediekritik, som siden blev taget op af Erhard Jakobsens Aktive Lyttere og Seere, der forsøgte at påvirke Danmarks Radio ved at gennemgå dets mange udsendelser for venstreorienterede budskaber. Og for ikke så mange år siden var det Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som relancerede Erhard Jakobsens projekt med Kritiske Licensbetalere.

Fælles for den form for mediekritik er forsøget på at påvirke uafhængige mediers dispositioner, fordi de strider imod egen overbevisning. Det er naturligvis helt legitimt, men det er samtidig meget tydeligt, at det indebærer en mangel på anerkendelse af den frihed, der ligger inden for de pågældende mediers rammer.

Gud og Jesus er byttet ud med ateisme og Poul Henningsen

Som regel er det nemlig sådan, at en stram kontrol af medier fører til en ensretning, som ikke er særlig hensigtsmæssig, hverken for dem, der producerer, eller for dem, der læser, lytter eller kigger med.

Med sin egen selvbestaltede Kritiske Abonnenter er Jens-André Herbeners indsigelser mod, hvad der må og bør siges i Politiken, en videreførelse af den dogmatik, som før i tiden var forbeholdt reaktionære kræfter i den modsatte side af det moralske landskab.

Gud og Jesus er byttet ud med ateisme og Poul Henningsen og et forstenet billede af den kulturradikale oplysning som noget, der er indkapslet i fortiden.

Den skepsis mod autoriteter, som blandt andet gav sig udslag i kulturradikal religionskritik, blev siden udfordret af eksempelvis Villy Sørensen. Og siden dengang har verden som bekendt ændret sig en del, ikke mindst hvad angår religionens vilkår og betydning.

At skri