Det er en forbløffende stilhed, der er omkring den danske krig i Mellemøsten. En gal imams udtalelser i et hårdt vinklet og stærkt redigeret tv-program kan få landet på den anden ende og kulturministeren til at file på grundloven. Imens er der bomstille omkring krigen. Hvilken krig?, vil mange sikkert spørge, for det er en fjern krig med et fjernt formål.
Krigen mod Islamisk Stat begyndte i juni 2014, og Danmark besluttede i oktober på amerikansk opfordring at sende 7 jagerfly af sted. Væsentligt for beslutningsgrundlaget var også, at den irakiske regering ønskede hjælp til at bekæmpe Islamisk Stat.




























