Kvalitetstid. Det var modigt af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) at bruge netop det ord i sin åbningstales fokus på folkeskolen og Emils skoledag. Kvalitetstid er et ord, som forældre tidligere ofte brugte, når de skulle retfærdiggøre, at de valgte at bruge mere tid på arbejdet og mindre på deres børn. Til gengæld var tiden sammen med ungerne ’kvalitetstid’ præget af nærvær, kastanjedyr og fælles kagebagning, lød det.
Ordet blev brugt en del, indtil livsløgnen blev for tyk for de fleste. Både for de børn, kvalitetstiden gik ud over, og for forældre, der godt selv kunne se, at tid ikke kan optimeres i det uendelige, og at kvalitetstid i en familie indikerer nogle forventninger, som realiteterne sjældent kan leve op til.




























