SU-reformen bliver svær at lande politisk. Det viser de skiftende meldinger fra regeringspartierne. Det viser også Uddannelsesministeriets forsøg på at spinne en kommende reform om til en Robin Hood-reform, der tager penge fra de rige og velstilledes forkælede børn og giver pengene til andre gode formål.
De varierende udmeldinger kan alle med adgang til Infomedia forvisse sig om. Der var dækket op til kamelslugning, allerede da regeringen i sin 2020-plan ’Danmark i arbejde’ skrev, at der skulle findes 2 mia. om året ved SU-reformer og ved at få de studerende hurtigere gennem deres uddannelse. Og det bliver ikke nemmere at fordøje de store behårede dyr, når besparelsen nu skal føres ud i livet. For besparelsen skal sættes i forhold til, at udgifterne til SU er fordoblet i løbet af de sidste ti år, og sidste år var på 17 mia. Alene fra 2011 til 2012 kostede SU 1 ekstra mia. af den simple grund, at antallet af studerende igen slog alle rekorder. På grund af væksten i antallet af studerende kan pengene ikke findes år for år uden markante ændringer i de studerendes livsvilkår.




























