Lydniveauet bliver højt i studenterhuset Stakladen på Aarhus Universitet, når uddannelsesminister Morten Østergaard (R) mandag møder omkring 400 studerende til debat om beskæringer i deres livsgrundlag: Pengene fra Statens Uddannelsesstøtte. De studerende vil være klar med bannere, fløjter og tommelfingre i pap, som kan vendes op eller ned afhængig af udmeldingerne fra scenen. Debatmødet markerer starten på ministerens tur til andre universiteter, hvor der kun er eét emne på dagsordenen: Nedskæringer i SU.
Mødedeltagerne kan fløjte og argumentere lige så højt, de vil. SU-reformen er i hovedtræk klar og vil i et forceret forløb blive handlet af i regeringens to udvalg for økonomi og koordination. Om få uger bliver reformen offentliggjort, og så starter de politiske forhandlinger.




























