I dag går elever og lærere over hele landet på påskeferie uden at vide, hvornår de skal møde i skole igen. Kommunernes Landsforening (KL) har varslet lockout af lærerne fra 2. april, og bliver lockouten ikke udskudt af forligsmanden, skal elever og lærere blive væk fra skolen, efter sidste påskeæg er spist.
Som den stolte far til en lang lømmel på 15 år, hvis pandehår for tiden vokser hurtigere ned over ansigtet end mit pandehår kravler den anden vej, vil jeg forsøge at forberede mig på, hvad jeg skal svare på hans spørgsmål. Her følger nogle bud på spørgsmål og svar: ? Søn: »Fedt skolen lukker. Så kan jeg stå på skateboard i Fælledparken hele dagen?«. Far: »Nej, det er ikke så fedt. For så lærer du ikke noget, og du skal ikke til afgangsprøve i at stå på skateboard. Desuden er der små elever, som så ikke kommer i skole. Der er ret stor forvirring, fordi forældrene ikke kan få besked, om børnene kan blive passet, eller om de skal med på arbejde eller passes af nogle andre«.




























