Hører man til den svindende del af befolkningen, der endnu nyder tobak, er denne uges revision af rygeloven formentlig imødeset med bankende hjerte. Hvilke nye begrænsninger i pulseriet ville der komme denne gang? For os, der frister en tilværelse som længselsfulde eksrygere eller bare aktive ikke-rygere, har spændingen naturligvis været noget mindre, men det er dog et emne, der optager danskerne mere end så meget andet. Og med god grund. For fronterne er skarpe og handler om mere end rygning. Det handler også om frihed. Resultaterne af rygelovsrevisionen – som oppositionen ikke har tilsluttet sig – lå klar søndag formiddag. Tiltagene handler især handler om at skåne børn og unge for røg. Den sidste rest af rygning på arbejdspladser er også revisionsramt, mens de små værtshuse, dagplejemødrene og private hjem denne gang slap for egentlig regulering. På overfladen er det svært at være uenig i rygerevisionen, men kigger man lidt dybere i ordlyden, bliver billedet mere grumset.

Umiddelbart er det jo indlysende fornuftigt, at »på børneinstitutioner, skoler og kostskoler må der ikke ryges indendørs og udendørs. Rygeforbuddet skal også omfatte lærere, pædagoger, forældre og andre, der opholder sig på institutionens område«. Men er det nu også så fornuftigt? Naturligvis er det helt rimeligt, at staten sikrer, at ingen kan blæse tobak i hovedet på børnene. Men hvorfor skal staten udelukke, at man lokalt kan finde løsninger, der tillader en tobakshungrende pædagog et stormfuldt, men diskret hjørne af parkeringspladsen at udøve sin last på? Og er det helt utænkeligt, at forældre på arbejdssøndage i børnehaven selv skulle kunne finde ud af at tage sig en diskret smøg i udkanten af legepladsen uden at være til fare for andre? Godt nok kan det være klogt med forbud mod rygning på enkeltmandskontorer generelt, men at udpensle, at der ved rygekabiner skal »opsættes advarselsskiltning, som viser, at indånding af luften i omgivelserne uden for rummet eller kabinen kan forårsage sygdom«, virker idiotisk.