Når verdens tyve vigtigste magter i dag samles til det såkaldte G20-møde i Canada, så understreger det i sig selv en vigtig pointe: at verden er i forandring. For hvor kloden tidligere blev domineret af en eksklusiv lille kreds af primært vestlige stormagter i den såkaldte G8-klub ( USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Canada, Japan og Rusland), så kan man ikke længere komme uden om de nye stormagter Kina, Indien og Brasilien, der alle er med i det langt bredere G20-samarbejde. De nye magtforhold blev for så vidt allerede understreget på sidste års klimatopmøde i København, hvor verden blev vidne til det, som daværende udenrigsminister Per Stig Møller kaldte et af historiens ' Sputnik-øjeblikke': Ligesom verden i sin tid fik øjnene op for en ny sovjetisk supermagt, da den opsendte sin Sputnik i rummet i 1957, så viste klimatopmødet, at man ikke længere kan indgå troværdige globale aftaler uden om Kina. Og for nylig fik man så en ny erkendelse. Det skete, da de ' nye' regionale stormagter Brasilien og Tyrkiet, der begge er med i det nye G20-samarbejde, men ikke i G8, pludselig blandede sig i striden om Irans omstridte atomprogram og tvang verden til at høre på dem. Det skete vel at mærke i et spørgsmål, som hidtil havde været et rent anliggende for USA og de øvrige gamle stormagter i FN's Sikkerhedsråd ( hvor sejrsmagterne fra Anden Verdenskrig for 65 år siden - USA, Storbritannien, Rusland, Frankrig og Kina - stadig er ene om at have vetoret). EU i defensiven Alt imens disse nye magter er trådt ind på den internationale arena, har de gamle stormagter i USA og Europa måttet kæmpe for at komme ud af et økonomisk uføre af historiske dimensioner. Så alvorligt er det, at selv en af krumtapperne i hele EU-samarbejdet - den fælles valuta, euroen - risikerer at falde fra hinanden. Det har på alle måder tvunget EU i defensiven. Og skulle en enkelt eller to være i tvivl om den europæiske krises alvor, ja, så kunne den britiske avis The Guardian i går fortælle om, hvordan problembarnet Grækenland ligefrem forbereder frasalg eller langtidsleje af store landområder på nogle af landets små solskinsøer til udenlandske rigmænd. På den måde kan de være med til at få de græske statsbudgetter til at hænge sammen. Som en understregning af de nye globale magtforhold skulle kinesiske investorer, der i forvejen kontrollerer nogle af de græske havne, også være interesseret i en mulig privatisering af de græske jernbaner og vandværker. EU-stormagten Tyskland har på sin side gjort det klart, at den i hvert fald ikke agter at agere redningsplanke for økonomisk uansvarlige europæiske regeringer som den græske, der følgelig er tvunget til at være kreativ. Netop her ligger imidlertid også kimen til endnu en udfordring af den eksisterende verdensorden. Og af det amerikanskeuropæiske samarbejde hen over Atlanten, som tidligere har været det helt afgørende omdrejningspunkt i international politik. Det vender vi tilbage til. Obama styrer Allerførst kan det nemlig være på sin plads at fastslå, at den økonomiske krise tilsyneladende ikke har frataget USA det økonomiske lederskab, som mange havde forudset for et år siden. Tværtimod, påpegede den anerkendte kommentator David Ignatius ligefrem i går i den amerikanske avis The Washington Post: »USA sidder igen i førersædet i forhold til den globale økonomiske politik, med Kina på vej frem som en potent partner«. Obamas brev Præsident Barack Obama understregede dette lederskab, da han op til G20-mødet i dag og i morgen skrev et brev til de øvrige statsledere. Her opfordrede han dem til at forblive samlet om en løsning på de økonomiske problemer, der for et par år siden kastede verden ud i den dybeste økonomiske krise siden 1930' erne. Det førte til et regulært G20-krisemøde i London i april sidste år. På det seneste har økonomer anet en begyndende vending, men udviklingen er skrøbelig, advarer den amerikanske præsident, der sendte sit brev af sted for ti dage siden. »Vi må stå sammen for at styrke opsvinget«, skriver han og advarer om, at det er afgørende for hele G20-samarbejdets troværdighed, at man når et resultat i denne weekend i Toronto. Eller som han selv formulerer det: »Sammen har vi skabt G20 som det vigtigste forum for internationalt økonomisk samarbejde. Det er vigtigt, at G20 demonstrerer, at det fortsat er indstillet på at arbejde sammen om løsningen på de nye udfordringer, som verdensøkonomien står over for«. Det er først og fremmest en advarsel til Europa. For hvor Kinas regering netop er kommet USA i møde med en - ganske vist mindre - opskrivning af den kinesiske valuta, som i sig selv vil forbedre amerikanske virksomheders konkurrenceevne over for Kina, så er EU og USA på økonomisk konfrontationskurs. Præsident Obama og hans regering tordner i disse dage mod først og fremmest Tysklands kansler Merkel, der er så foruroliget over den tikkende gældsbombe i store dele af EU, at hun har sat sig i spidsen for en massiv sparepolitik. Tidligere på måneden lancerede hun en genopretningspakke, der i en kombination af stigende skatter og offentlige nedskæringer skal forbedre de statslige fi-nanser med omkring 500 milliarder kroner over de næste fire år. Obama & co. frygter, at den slags brutale indgreb kommer alt for hurtigt efter krisen, og at de risikerer at kvæle det spæde verdensøkonomiske opsving. Derved risikerer man også en gentagelse af de fejl, der førte til den verdensøkonomiske krise i 1930' erne. Et liv efter gældsætningen? Problemet er, at amerikanerne og europæerne har vidt forskellige udgangspunkter. For som det britiske tidsskrift The Economist i går påpegede under overskriften ' Er der liv efter gældsætningen?', så står Europa med en hastigt aldrende befolkning, som tvinger de europæiske regeringer til at spare op til fremtidens hastigt stigende udgifter til pensioner og sundhed. USA står - bl. a. takket være de senere års indvandring - med en langt yngre befolkning, der kan være med til at skabe økonomisk vækst. Og som i højere grad også kan være med til at afbetale USA's allerede enorme gæld i de kommende år. Det ændrer ikke ved, at gælden er en tikkende bombe under både Europa og USA. Og at det i sig selv vil være med til at fremme de globale magtforskydninger, som vi allerede nu er vidne til - og således også i Toronto i denne weekend. USA ser bare ud til at kunne bevare sin førerposition lidt længere. Alt imens især Kina fortrænger Europa.