Mr. President. Aller først: Til lykke med fødselsdagen i dag. Tænk at stå der som præsident for verdens eneste supermagt i en alder af bare 50 år. Tænk i en alder af bare 50 år at have indskrevet sig i historien som USA's første sorte præsident. Som manden, der inkarnerer USA’s såkaldte Mandela-øjeblik: Det øjeblik, hvorfra intet embede længere var uden for rækkevidde for sorte amerikanere. Også selv om vi ikke skal glemme, at de fortsat mødes af racisme, sociale barrierer og mange andre forhindringer. Det er f.eks. i høj grad fængslinger af sorte amerikanere, der har ført til, at USA med over 2,2 millioner fængselsfanger står med verdens højeste fængselsrate. Over 39 procent af de indsatte i amerikanske fængsler er sorte, selv om sorte kun udgør omkring 12 procent af den amerikanske befolkning. Det taler sit eget sprog. Men du gik - mildt sagt - den modsatte vej. Tænk i en alder af bare 50 at have fået gennemført en historisk sundhedsreform og allerede i sit første år som præsident at have modtaget Nobels Fredspris. Jo, jo, du fik den på forventet efterbevilling, men det afspejler netop det, der bragte dig til magten: Du indgød håb. Du talte om forandring. Og med dine blændende taler overbeviste du både dine landsmænd og os andre om, at du var manden, som både inkarnerede denne forandring og ville vise os vejen til den. Du overbeviste os om, at du ville føre til forandring mod det bedre oven på en forgænger, der i skikkelse af tidligere præsident George W. Bush fremstår som en af USA’s værste ledere nogensinde. Da du blev valgt, fik du mange af os til at føle, at vi næsten kunne gå på vandet. Du har da også netop fået, hvad du havde ønsket dig i 50-års-fødselsdagsgave: En forhøjelse af det gældsloft, der i elvte time forhindrede USA – verdens eneste supermagt - i at gå i betalingsstandsning. Du undgik i sidste øjeblik en ydmygelse, der kunne have rystet hele verdensøkonomien. Men det har allerede nået at ryste tilliden til USA, økonomisk såvel som politisk. Det er mærkeligt at tænke på… For mindre end tre år siden lovede du forandring og forsoning oven på Bush-årene, der splittede både amerikanerne og det internationale samfund. Her tre år efter ønskede du blot at undgå en betalingsstandsning, alt imens USA virker endnu mere splittet, end da du trådte til. Forude venter tilmed enorme besparelser, der bl.a. vil ramme mange af de grupper, som netop havde nået at glæde sig over din sundhedsreform. Alt imens du har opgivet de skatteforhøjelser, der var en af dine mærkesager og indlysende nødvendige for enhver ædruelig økonom. Du lovede også at forbedre USA's forhold til resten af verden, hvilket i dit første præsidentår indbragte dig Nobels Fredspris. På forventet efterbevilling... USA’s omdømme ER da også forbedret. Men meget er gået skævt. Gad vist, om de ville have givet dig fredsprisen i dag? Osama bin Laden er ganske vist blevet fanget, og du gør klar til at trække USA's soldater ud af Afghanistan. Men landet er ingenlunde stabilt. Faktisk tegner alt til, at Taleban igen vil blive en vigtig magtfaktor, når vi er ude af landet. Og i regionen som sådan er situationen på nogle måder endnu mere skrøbelig, fordi vi nu også står med en halvtalebaniseret og uforudsigelig atommagt (!) i form af nabolandet Pakistan. Du lovede i sin tid at nedlægge Guantanamo-fangelejren og stoppe anvendelsen af tortur, men det er kun delvist opfyldt. Og samtidig har du skruet op for både hemmelige militæraktioner i andre lande som Yemen og Pakistan og for drab med ubemandede droner, hvor folk dræbes uden at have ænset faren – og uden rettergang. Skulle man sætte det lidt på spidsen kunne man sige, at hvor din forgænger spærrede folk inde i en fangelejr uden rettergang, så skyder du dem i stedet. Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er også fortsat i ruiner, du har aldrig for alvor formået at sætte dig igennem. Der er heller ingen klar plan i forhold til det præstestyrede Iran, der kommer tættere og tættere på en atombombe. Du har sagt det rigtige i forhold til dine visioner for Mellemøsten – du talte blændende om det i Kairo – men din politik famler. I Libyen har du henvist USA til en tilbagetrukken rolle, men de færreste af os kan helt fange, hvad strategien egentlig er. En af årsagerne til din handlingslammelse er naturligvis, at dine muligheder er begrænsede. USA er ikke alene krigstræt efter ti års krig i Afghanistan og Irak men også gældsat til langt op over statuen af Frihedsgudinden. I virkeligheden er det jo ikke din skyld. Det må vi holde fast i. Det var din forgænger, George W. Bush, der førte USA og verdensøkonomien lige lukt mod den værste økonomiske krise siden 1930erne og forstærkede den umulige gældssituation, der netop har været ved at udløse en betalingsstandsning. Det var din forgænger, der omdefinerede terrorister fra at være kriminelle til at være front i en regulær krig, og som trak USA ind i de blodige krige i først Afghanistan og dernæst Irak. uden at han havde en klar ide om, hvad det var, han havde sat i gang. Og i Iraks tilfælde på et forløjet grundlag. Det var derfor du blev valgt. Du ville noget helt andet. Du talte om forandring og indgød os håb. Men netop derfor er mange måske også lidt skuffede i dag: Du var ikke det overmenneske, vi troede du var. Og derfor må du i dag overveje, om du skal tilpasse dine taler til din faktiske handlekraft. Ellers risikerer du at ende som en drømmer. På samme måde må vi andre indstille os på, at du er den første præsident, der for alvor kommer til at stå som personificeringen af et USA, hvis historiske magtposition er på hastigt tilbagetog. Du vil gerne alt det, vi gerne vil høre. Men viljen er større end kræfterne. Lad os være realistisk. Men det ændrer ikke ved, at du trods alt er den bedste præsident, USA kan have lige nu. Hvem kunne være bedre? Tænk hvor galt det kunne være gået, hvis George W. Bush var fortsat på posten. Tænk, hvis USA blev styret af Tea Party-bevægelsen og folk som Sarah Palin, der har vist sig villig til at spille russisk roulette med en hel verdensøkonomi. Man gyser ved tanken. Så, Mr. President: Det er godt, vi har dig. Trods alt. Til lykke med dagen.