Der råder kaos i Europa: Gælden er eksploderet. Selv store økonomier er under pres fra stigende renter og hidsige investorer. Europæiske statsledere skændes for åbent tæppe - og formentlig endnu mere bag lukkede døre. Regeringer falder - i morgen er turen kommet til den spanske. I Italien og Grækenland - demokratiets vugge - har handlingslammede politikere kastet håndklædet i ringen og overladt styringen til nye teknokratregeringer. Og alt imens stadig mere desperate regeringer forsøger at få styr på bugnende statsunderskud, er italienere, grækere, spaniere og portugisere gået på gaden for at protestere mod lige så bugnende spareplaner. Unge siger fra, fordi de ikke kan få job. Middelklassen siger fra, fordi den ikke magter mere. Sådan er den barske virkelighed i et Europa, der er kastet ud i en af de alvorligste økonomiske - og demokratiske - kriser i nyere tid. For sandheden om dette Europa - læs: EU - er, at det er nået til en historisk skillevej, hvor det ikke bare skal diskutere økonomiske problemer og løsninger. Det er nu også nødt til at forholde sig til noget så fundamentalt som sit eget demokrati. Eller som det tyske tidsskrift Der Spiegel formulerer det: »Finanskrisen er et vendepunkt i den europæiske unionshistorie. Det gamle EU er færdigt«.
Krisen er udløst af den konstruktionsfejl, der hele tiden har ligget som en tikkende bombe under den europæiske euro: at man binder 17 lande så tæt sammen i et økonomisk fællesskab, at de har samme valuta, uden at man samtidig har kontrol med deres økonomier. Det er de indbyggede svaghed, finansmarkederne har fået øje på, efterhånden som bl.a. den græske, italienske og portugisiske statsgæld er eksploderet. Derfor ryster euroen: De enorme statslige underskud og gældsbyrder rundt om i euroland har ganske enkelt sået tvivl om troværdigheden af hele projektet. Derfor bliver et eurolands problem også hurtigt til de andre eurolandes problem. »Uanset hvordan man vender og drejer det, så er irske bekymringer også slovakiske bekymringer, græske bekymringer er hollandske bekymringer, spanske bekymringer er tyske bekymringer eller italienske bekymringer«, konstaterede Tysklands kansler Merkel i en stor tale i Berlin 9. november: »Vores ansvar standser ikke længere ved vores grænser«. I lige præcis den passus ligger også kernen i det, der i dag får analytikere og politikere til at tale om, at 'det gamle EU' er dødt. Og at det europæiske projekt derfor må omtænkes. For det første mærker netop Angela Merkel, hvordan tyske vælgere og skatteydere i stigende grad siger nej til at agere sikkerhedsnet for græsk, spansk, italiensk, irsk og portugisisk overforbrug. For hvorfor skulle de dog det? De hverken nyder godt af overforbruget eller har været med til at beslutte det. Det er første led i det demokratiske problem: at det ikke er de samme vælgere, der vælger den statsleder, der med deres skattepenge skal hjælpe den statsleder, som har brugt flere skattepenge, end han selv råder over. For det andet er samme Merkel også et hadeobjekt for mange af de demonstranter, der er gået på gaderne i Sydeuropa i protest mod brutale sparepakker, der i høj grad følger af tyske krav. Og det illustrerer så det andet demokratiske dilemma: at de ofte er mere tilbøjelige til at protestere mod Merkel end deres egen regeringschef, fordi de mener, at det jo alligevel er den tyske kansler, der bestemmer og som betingelse for tysk hjælp har dikteret drastiske besparelser. Men det er ikke de eneste problemer.
