En gammel vits handler om lægen, der både havde en god og en dårlig besked til de pårørende til en patient, han netop havde opereret. »Den gode besked er, at operationen lykkedes«, sagde lægen, inden han kom med en småvigtig tilføjelse: »Den dårlige er, at patienten døde«. Mon ikke mange følte det lidt på samme måde, da Nobels Fredskomité i går tildelte EU dette års fredspris?
LÆS OGSÅ Lidegaard: I aften skal vi fejre fredsprisen
Ikke fordi prismodtageren som sådan er et meget kontroversielt valg, men mere fordi timingen er det: EU får prisen på et tidspunkt, hvor samarbejdet knirker og knager. Og i værste fald er ved at bryde sammen.


























