Det er et både dystert og foruroligende sikkerhedspolitisk opråb, der mandag blev smidt ind i den kommende danske valgkamp, da den såkaldte Zilmer-gruppe offentliggjorde rapporten ’Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035’. Rapporten skitserer en verden, der i al sin uforudsigelighed minder om den, der for lidt over 100 år siden førte frem mod Første Verdenskrig.
»Et nyt jerntæppe sænker sig over Europa efter Ruslands brutale angreb på Ukraine«, hedder det allerede i resumeets femte linje.




























