Tænk lige over det: USA’s tidligere præsident og den vestlige verdens tidligere leder Donald Trump bliver nu (også) anklaget efter en lov, der tidligere er blevet brugt mod amerikanske mafiabosser som Vincent ’The Chin’ Gigante og John ’Teflon Don’ Gotti.
Bevares, delstaten Georgia, der har rejst 13 anklager om forsøg på valgsvindel mod Donald Trump og 18 andre, har ifølge tv-stationen BBC også brugt den såkaldte Racketeer Influenced and Corrupt Organizations-lov mod korrupte skolelærere samt den kendte rapper Young Thug og 27 andre af hans såkaldte YSL-hangarounds for at være en del af en kriminel gadebande. Men alligevel …


























