Jeg er gået rundt om ordene og tankerne det meste af sommeren. De har ligget i en bunke foran mig, uden at jeg har evnet at samle dem op og sætte dem i den rigtige rækkefølge. Jeg har heller ikke forsøgt. Hver gang jeg nærmer mig, kaster jeg ordene fra mig. Hver gang en håndfuld af ordene kravler sammen og på magisk vis formulerer en sandhed i mit hoved, har jeg rystet dem væk og i stedet kigget på det, som var foran mig. Et legende barn. Et grinende barn. Et svømmende barn. Hvilken lyksalighed.
Men nu er tiden inde. Åbenbart. Jeg anede det ikke i morges. Jeg var ikke klar over det for blot en time siden, men her på den anden side af frokost på min første arbejdsdag efter sommerferien melder der sig et behov for i hvert fald at tage hul på de tanker, der har hvirvlet rundt i mig gennem en måneds tid.
