Tiden. Det ene øjeblik går den i stå. Det næste forsvinder den som sand mellem fingrene. Jeg kigger på hånden. Selv om jeg samler fingrene, finder de små fine sandkorn en vej. Ned. Væk. Så gik tiden.
Tæt ved mit hjem på Østerbro i København står et gigantisk træ. Dets krone rager op mod himlen og er højere end de omkringliggende huse med lejligheder, hvor folk bag ruderne kan kigge ud. Og se træet bestå, mens alt andet forgår.


























