Jeg vil fortælle en historie om lidelse og lykke. Søndag morgen klokken 8 stod jeg ved Trianglen og ventede på at blive samlet op af en ven. Kaptajnen. I min taske havde jeg to kameraer, og mit sind var nysgerrigt. Hvad ville vi se? Vi kørte til Odense for at se DM i maraton. Og mere præcist for at følge de hurtigste løbere i fællesskabet NBRO. På motorvejen snakkede vi om, hvad der er nemt og svært i livet. Egentlig mest om det svære. Vi talte om fortiden, en hel del om fremtiden, inden vi svingede ned ad Stadionvej og havnede i nutiden:
Kort efter startskuddet kommer de første løbere susende. Med de optimistiske og forventningsfulde blik i øjnene, der kendetegner dem, der endnu ikke mærker smerten. Men de ved, at den kommer til dem. Det gør den altid. Hvis du ikke kan se det på øjnene, kan du se det på munden. Lidt skæv eller sammenbidt, åben på en unormal måde, der er normal for en, der løber.
