I dag bliver vestlige regeringer nødt til at bekende kulør over for syrerne. Slut med bluf. Slut med fedtspil. Av, det er lige den situation, de vestlige regeringer ville undgå at havne i. I dag er spørgsmålet ikke længere, om syrerne ønsker vores hjælp. Det gør de. Spørgsmålet er heller ikke, om vi kan hjælpe. Det kan vi. Næh, spørgsmålet er, om vi vil hjælpe mennesker, der bliver beskudt, myrdet, mange torteret af deres diktator. Vil vi? Mere end 90 regeringer sender ministre og diplomater til dagens stormøde i Tunesien for at svare på spørgsmålet. Rusland og Iran har på forhånd sagt nej. De vil ikke hjælpe syrerne, der dør på seriemorderen Assads samlebånd. De vil hellere hjælpe diktatoren, som kæmper med russiske våben og iranske råd. Vi kan diskutere til dommedag, om andre stater og regeringer ikke også kan have et lille medansvar for, at det er kommet så vidt. I dag er historien lige gyldig. Overgrebet i Syrien er akut, dommedag er nu, og syrerne vil i Tunis spørge kredsen af Syriens Venner: Vil I hjælpe? Mens vestlige og arabiske regeringer tænker over dét, kan vi med fordel vende øjnene mod Somalia, hvor afrikanske regeringer viser et betydeligt ansvar. Det vil under alle omstændigheder sætte dagens beslutninger om Syrien i relief. Så sent som onsdag godkendte FN’s Sikkerhedsråd – uden veto fra Rusland og Kina – at give de nuværende 5.000 FN-soldater selskab af endnu 12.000. De vil få mandat til at skyde med skarpt.

Somalia har i mindst to årtier været en fejlslagen stat i voldsomme indre opgør mellem en svag regering og lokale militser. Den somaliske regering beder om hjælp. Sikkerhedsrådet siger ja. Og Den Afrikanske Union er parat til at sende endnu 12.000 soldater af sted.