Det blev ugen, hvor Kommentariatet dannede vognborg mod en formastelig og næsvis kritiker, og skylden for de miserable tilstande i folkeskolen blev sendt rundt mellem 'the usual suspects'. Vi har læst det hele, så De kan slippe. Selv tak.
SF's næstformand Thor Möger Pedersen langede i lørdags ud efter en række af Politikens kommentatorer for at være radikale lejesvende. Den slags mistænkeliggørelse bliver der slået hårdt ned på i Kommentariatet. Hvad bilder manden sig ind? Her må den daglige konkurrence vige for sammenholdet i standen.




























