Meningsmålingerne blafrer til højre og venstre i valgkampen og der kan skrives helt forskellige historier om valgets temperatur lige nu, afhængig af om man fæstner mest lid til fx TV2 og Megafon, der gør Venstre større end Socialdemokraterne eller JP/Rambøll, der for første gang længe sender S over 30 procent af stemmerne. En ting synes der imidlertid at have bredt sig en vis konsensus om i Kommentariatet. Luften er gået ud af Villy Søvndal. Han toppede for tidligt, lød det fx i gårsdagens udgave af "Mogensen og Kristiansen" fra både rød og blå side. Han er jo faldet fra sin tinde i 2008-2009. Jeg synes, at man må nuancere dette billede noget. Det er klart at Søvndal ligger lavere i meningsmålingerne end for 2 år siden. Men SF-lederen har bevidst kapitaliseret sin folkelige opbakning fra dengang til at gøre sit parti regeringsdueligt. Lad os se lidt på SF's vælgertilslutning siden Søvndal overtog formandsskabet efter valget i 2005 (kilde: TV2/Politiken, Megafon): Som det fremgår er det uden diskussion, at Søvndal rent vælgermæssigt har været en succes for SF. Siden han blev formand er partiet blevet flyttet til et helt andet niveau, end de 6 pct. SF kom fra. For det andet falder historien om Søvndals SF i to klare dele. For det første en jævn opbygning frem mod folketingsvalget i 2007 (første runde prik), hvor partiet fik sit næstbedste resultat nogensinde, kun overgået af valget 1987. Herefter eksploderer SF i popularitet. SF-ledelsen træffer herefter en kalkuleret politisk beslutning om at kapitalisere denne popularitet i at omstille partiet til regeringsduelighed - beslutninger Søvndal & Sohn kun kunne have truffet, mens de lå på disse astronomiske højder. Man har vel næppe set et parti i nyere tid foretage en ligeså radikal omlægning af kursen - der efter temperament kan kaldes pragmatisk eller højredrejning, som SF har taget gennem de sidste to år? Punkt to (firkant) og tre (trekant) er lanceringen af hhv. Fair Forandring og Fair Løsning, hvor SF lagde en række mærkesager fra boligskattestigninger til 24-års reglen i skuffen og indgik det nære samarbejde med Socialdemokraterne. Det paradoksale var, at det ikke dengang lykkedes især Enhedslisten at vokse ind i det rum som SF's ryk mod midten havde efterladt. Det skete først for alvor med hele diskussionen om pointsystemet (punkt 4, rhombe). Da gik det op for en række af de nye SF-sympatisører fra de glade dage i 2008-9, at SF for alvor havde skiftet kurs, og SF raslede ned til niveauet omkring valgresultatet, mens både R og Enhedslisten begyndte at vokse. Man kan på den baggrund mene, at det var en strategisk fejl at lancere et alternativt pointsystem. Men man kan med samme ret hævde, at SF risikerede at måtte sende nogle af deres nye vælgere over midten, for at holde R og Ø fra de gamle. Det interessante er, at SF har skiftet en del af sit vælgerkorps ud siden dengang. Caffe Latte-segmentet, der stemte radikalt i '05 og SF i '07 er ved at smutte hjem til Vestager, og Enhedslisten har fået tag i SF's traditionelle venstrefløj. Alligevel holder Søvndal fast i en vælgertilslutning omkring valgresultatet '07. Villy Søvndal har trukket stemmer over midten bl.a. med sin nye strammere kurs i udlændingepolitikken. Dem skal han først og fremmest kæmpe for at Naturligvis vil SF'erne gerne gå frem - især irriterer det med garanti SF'erne, at De Radikale nærmer sig bagfra. Men Søvndals succes afhænger ikke først og fremmest af, hvor mange stole der er i SF's gruppeværelse, men næsten udelukkende af om regeringsmagten skifter. Hvis Villy Søvndal får 15 procent, men må fortsætte i opposition, har hans strategi været en fiasko. Hvis har får 11, men kan bringe partiet i regering, er han en succes. Så ja, luften er i nogen grad gået af SF-ballonen. Men det har hele tiden været en kalkuleret risiko. Hvis Danmark får en ny regering efter d. 15. september er den vigtigste årsag måske SF's strategiske beslutning i sommeren 2009.