Mens regeringen fik sin finanslov på plads holdt Venstre landsmøde i Odense. Generelt var stemningen efter reportagerne fin, og det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, at identitetskrisen i oppositionens store parti, der normalt er en af de sikre bivirkninger af et regeringssskifte, er udeblevet. Venstre føler sig ikke bortdømt af vælgerne, men skyder skylden for nederlaget på De Konservatives fliten med Vestager i valgkampen og især på det man mener er Helle Thornings vælgerbedrag og veksler uden underskrift. Lars Løkke Rasmussen holdt en ret veloplagt hovedtale, i betragtning af at han netop har måttet afgive regeringsmagten. Det mest bemærkelsesværdige er måske, at Løkke allerede to måneder efter valgtet kan præsentere en ret sammenhængende idé, der naturligvis er stærkt præget af regeringsårene, men har blikket klart rettet mod "de blå socialdemokrater". På tre væsentlige punkter er talen imidlertid et stille opgør med Fogh årenes tænkning og strategi, og en tilbagevenden til Uffe Ellemanns Venstre. For det første slog Løkke et slag for at sætte skatten ned, og gøre den offentlige sektor mindre, og gav dette lille svirp til skattelettelserne i Foghs æra, der sænkede skatten på arbejde, men i et vist omfang krævede ind igen i nye skatte og afgifter: