Det helt centrale spørgsmål for dansk økonomi, som regeringens 27 milliarders spareplan kongeligt ignorerer, er dette: Hvad skal vi egentlig leve af i fremtiden? Krisen har nedlagt titusinder af traditionelle eksportarbejdspladser, der ikke genopstår i Bjerringbro og Sønderborg, men i Beijing og Shanghai. Vores eneste mulighed er at foretage massive investeringer i uddannelse og forskning, der kan sikre udviklingen af nye arbejdspladser. Det var filosofien bag globaliseringspuljen, der mellem 2007-2012 skulle investere 39 mia. i den slags initiativer, der skal sikre fremtidens velfærd. Derfor er det måske noget overraskende, at forligspartierne i et forslag til 'ansvarlig forbrugerpolitik' plydrer puljen til finanisering bl.a. bedre mulighed for at klage i forbrugerklagenævnet og adgang til erstatning igennem gruppesøgsmål. Det er måske udmærkede initiativer, men er det virkeligt klogt at rapse pengene fra det, der skulle sikre vores velfærd? Er det klogt, at bruge ressourcer til skabelse af holdbare eksportarbejdspladser til udvidede klagenævn? Vi kan, som man siger, ikke leve af at klippe hinanden. Måske tror politikerne, at vi i fremtiden kan leve af at klage over hinanden?