'Vi lytter. Også til økonomer’. Det radikale slogan fra folketingsvalget i 2011 er stort set blevet en stående vittighed i politiske kredse. Sloganet var ment som en kindhest til Venstre og især til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der jo ligefrem mente, at kritik af hans løsslupne politik med skattestop og afdragsfrie lån, velfærd og skattelettelser på samme tid betød, at de økonomiske lærebøger måtte skrives om.
Det Radikale Venstre ville ikke længere blot hælde kritik ned ad brættet og erklære, at der ikke er noget at komme efter. Tirsdag lavede Margrethe Vestager så en fuldtonet Fogh og hældte de økonomiske vismænd ned ad brættet og fortalte dem, at der ikke var noget at komme efter, da de kritiserede regeringens økonomiske politik.






























