Hvis nogen skulle synes, at Kristian Thulesen Dahl (DF) ser ekstra solbrun ud i år, er det måske, fordi han i sensommeren har sejlet rundt med Dansk Folkepartis forhyrede skonnert, det gode skib ’Halmø’.
Når ’Halmø’ har lagt til kaj rundt omkring i landet, har Thulesen Dahl og hans kolleger småsnakket politik med forbipasserende i havne og marinaer, serveret fadbamser og sunget vuggende melodigrandprix-slagere arm i arm. Og der er god grund til at synge ’Hip Hurra’. Dansk Folkeparti har skovlet utilfredse S-vælgere op på dækket i tusindvis.




























