kritik. Rapporten fra den norske undersøgelseskommission har rettet en hård kritik af bl.a. statsminister Jens Stoltenberg.
Foto: EMILIO MORENATTI (arkiv)/AP

kritik. Rapporten fra den norske undersøgelseskommission har rettet en hård kritik af bl.a. statsminister Jens Stoltenberg.

Bo Lidegaard

Ansvar og konsekvens efter Breiviks terrorangreb

Sidder man undersøgelseskommissionens kritik overhørig, pådrager man sig ikke kun ansvar, men også skyld.

Bo Lidegaard
FOR ABONNENTER

I Norge har rapporten om myndighedernes håndtering af terrorangrebet 22. juli sidste år vakt berettiget opsigt.

Undersøgelseskommissionens kritik af myndighederne er sønderlemmende, og der er ingen på de ledende poster, der kan melde hus forbi. Det er der heller ingen, der gør. Allermindst den, der bærer det største ansvar, statsminister Jens Stoltenberg.

Stoltenberg har udvist betydeligt politisk mod ved selv at sætte undersøgelsen i gang og ved offentligt at opfordre til at »få alle de usminkede fakta på bordet«.

Den opgave har kommissionen taget bogstaveligt, og selv om det er smertefuldt, kan ingen ønske sig, at de stærkt kritisable svigt på alle niveauer var blevet forbigået i tavshed. Det tjener Norge til ære, at landet og dets regering har haft modet og viljen til at se også denne dimension af tragedien i øjnene.

Det tjener også Stoltenberg til ære at påtage sig det fulde ansvar. Han har med egne ord »ansvaret for det, der fungerede, og det, der ikke fungerede«. Alligevel har Stoltenberg valgt ikke at gå, men tværtimod at blive. Han siger, at regeringen »har fået en både ærlig og ubehagelig rapport.

Den skal vi bruge til at forstå, lære og handle efter. Det har jeg ansvaret for, og det har jeg tænkt mig at gøre. Det er den bedste måde, jeg kan handle på«. Det drejer sig »om at gennemføre mange store og små tiltag og ændre en kultur, en holdning til risici«.

Holdningen til risici har to dimensioner. Den ene vedrører den forebyggende indsats: Hvor langt skal statsmagten gå i sin overvågning og registrering af mistænkelige borgere og deres adfærd? Her er en åbenbar konflikt med vores ønske om størst mulig individuel frihed og beskyttelse af vores privatliv.

Konflikten vedrører også den fysiske sikring af steder og bygninger, der frygtes at være særligt udsatte terrormål. Kritikken hagler ned over Stoltenberg, fordi Breivik kunne parkere en bil fyldt med sprængstof lige uden for hans kontor, selv om sikkerhedsmyndigheder i flere år havde peget på risikoen.

Men det er politikernes, ikke myndighedernes, opgave at afveje hensynet til risici op mod det gode, at vi kan færdes frit også i nærheden af udsatte bygninger. Myndighederne skal vurdere risici og påpege dem over for de ansvarlige politikere.

Så er det op til dem, hvor meget folkestyrets bygninger og institutioner skal pakkes ind bag beton, sluser og detektorer. Her gælder ikke, at mere altid er bedre end mindre.

Det er ikke svært at pege på højt profilerede bygninger i København, som heller ikke er sikrede mod bombeterror. Men bør de være det? Hvordan vejes den lille risiko for, at en terrorist en dag udnytter vores åbenhed, op mod den store fordel ved, at de ikke er gemt væk bag bombehegn?

Går det galt, som sidste år i Oslo, kan alle se, at det havde været en fordel, hvis statsministerens kontor havde været bedre sikret. Men hvor havde terroren så ramt? På banegården, i biografen eller et af Arbejderpartiets kontorer?

Ingen kan vide det – og vi kan ikke sikre alt. Det er ikke nødvendigvis en fejl, at statsministerens kontor ikke var afspærret. Heller ikke, selv om det var der, angrebet blev sat ind.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang i 3 måneder for 299 kr

Eller prøv én måned for 1 kr.

Se tilbud

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce