Det bliver varmere. Sidste år var det varmeste år, der er målt i historisk tid, og i år har hver måned sat deres egne rekorder. De seneste målinger tyder på, at de menneskeskabte klimaændringer slår igennem hurtigere og med større kraft, end de fleste prognoser tidligere har peget på.
Den dårlige nyhed kommer ikke alene. For få uger siden fremlagde en amerikansk ekspertgruppe, The National Academies of Sciences, Engineering and Medicine, en rapport, der forsøger at besvare et af de mest omdiskuterede spørgsmål i klimadebatten, nemlig om vejret kan tilskrives klimaændringerne.




























