Der er ikke blevet sparet på den sproglige kreativitet i DF siden partiets stiftelse i 1995, hvor både dyre-, nazi- og sygdomsbilleder er blevet taget i brug i værdikampens navn. Intet har været off limits, og vovede nogen at opponere mod den skingre ’tone’, kom reaktionerne om »svenske tilstande«, »meningstyranni« og »kulturelite« prompte fra partisoldaterne. En af dem var Søren Krarup, tidligere MF, der i et interview med højskolebladet i 2011 sagde følgende om tonen i sproget: »Åh ja. Man havde så ondt af tonen. Det var uvæsentligt, hvad der blev sagt, men tonen. Det har jeg kun dyb foragt over for. Jeg vil aldrig tage det alvorligt. Det er ligegyldigt, hvordan man siger tingene. (…) Politiken dyrker tonen, for så kan man forhindre, at der bliver sagt noget væsentligt«.
Partifællen Søren Espersen fortsatte i samme dur sidste år i Jyllands-Posten: »Tonen i debatten er subjektiv. Man har ret til at sige, lige hvad pokker man vil. Bare man ikke laver vold eller opfordrer til vold«.
