Hvis der er noget, der kan forene politiske dyr fra unge Cevea-idealister til konservative MF’ere, så er det ’visionen’ om at ’styrke civilsamfundet’ gennem politiske initiativer.
Den historiske kamp om ’mere stat’ eller ’mere marked’ er afløst af en fælles drøm om ’mere civilsamfund’. Og nu har også embedsmændene meldt sig i koret af begejstrede tilhængere. I en ny rundspørge fra KL’s nyhedsbrev Momentum siger to ud af tre kommunaldirektører, at hvis velfærdsydelser fremover skal have samme niveau som i dag, så kræver det hjælp fra frivillige kræfter i social- og sundhedssektoren.




























