O ppe i træet / sidder sgu jeg / og jeg er langt, langt væk, sang det danske hippie-band Young Flowers engang i slutningen af 60’erne. De tre vers fra det musiske syretrip dukkede på umærkelig vis op i mit hoved, da jeg forleden – dagen efter Danske Banks udmelding om, at den nu vil fyre i alt 3.000 medarbejdere – kunne læse følgende fintfølende vurdering fra bankens topchef, Eivind Kolding: »Jeg er helt overbevist om, at der er stor opbakning og begejstring blandt medarbejderne over, at de nu har fået en strategi, der virkelig sætter retningen for de næste tre år. Det kommer nærmest til at lyde, som om det er en negativ udmelding. Det er det slet ikke«. Danske Bank havde et par dage forinden skilt sig af med de første 300 ansatte som led i den fyringsrunde, der skulle skaffe banken af med 2.000 ansatte, men som nu – med den nye strategiplan – voksede til 3.000 ansatte. En negativ udmelding? Nej, slet ikke. Tværtimod, de ansatte er begejstrede!
Danske Bank fyrer yderligere 1.000 At Eivind Kolding sidder i et træ eller på månen eller et tredje sted uden den fjerneste forbindelse til medarbejderne eller omverdenen, synes der ikke at herske tvivl om. Værre er det måske, at han dermed legemliggør en gennemgående tendens i bankverdenen anno 2012: nemlig at bankernes direktioner og bestyrelser generelt synes at have kappet forbindelsen til virkeligheden. Her fem år efter Lehman-krakket, der rystede først den finansielle sektor og derefter alle os andre, virker det i hvert fald, som om mange pengeinstitutter endnu ikke har lært lektien.
