Det var nyheder fra en anden verden, der blev disket op med, da Danmarks ambassadør i Bangladesh, Svend Olling, forleden skrev en analyse i Politiken om sit andet hjemland. Bangladesh er, som vi alle ved, det lille lavtliggende land øst for Indien, vi kun hører om, når der er oversvømmelser og hungersnød. Billeder af underernærede børn, grædende voksne, træhuse, der flyder rundt i brunt vand, og den slags. Nå ja, helt lille er landet måske ikke, eftersom der er små 160 millioner bangladeshere. Faktisk er det et af verdens tættest befolkede lande. Og når det gælder oversvømmelser, har landet i dag, ifølge FN, et af verdens bedste katastrofeberedskaber. Jo, Bangladesh er fortsat et af de mest udsatte lande, når først verdenshavene stiger, og Himalayas hvide bjerge smelter, men beredskabet bliver bedre og bedre. Og sådan er det i det hele taget med det lille land øst for Indien: Det bliver bedre og bedre.
Vi er fulde af fordomme om ulande Heldigvis får man af og til udfordret sine fastgroede forestillinger om, hvordan verden ser ud – og Svend Ollings beretning fra Bangladesh var absolut en af disse fordomsdræbere: For hvem skulle tro, at dette martrede land nu står på alverdens hitlister over sprudlende vækstøkonomier? Hvem skulle tro, at næsten 3 millioner bangladeshere - hvert år - bliver løftet ud af desperat fattigdom og ind på arbejdsmarkedet? Hvem skulle tro, befolkningens sundhedstilstand i øjeblikket er under så dramatisk forvandling, at den gennemsnitlige levealder på blot 20 år er steget med hele 10 år? Nej, det er faktisk lige så ufatteligt, som det er ganske vist.
