Det er kun fantasien, der sætter grænsen, når danske og udenlandske skatteål hvert år får milliarder af skattekroner til at svømme ud over den danske statsgrænse. I sidste uge var det nogle kinesiske luksusguider, der blev taget med designerbukserne nede. Skat i København havde forinden gennemgået regnskaberne i en stribe af byens mest eksklusive butikker. Her havde man fundet frem til, at butikkerne betalte kinesiske guider millioner af kroner for at levere kinesiske turister til deres butikker. En god handel for butikkerne - og en lidt for god handel for de kinesiske guider, som systematisk 'glemte' at betale dansk skat af deres lukrative sidevognsfortjeneste. LÆS OGSÅStraffri skattesnyd frister danskere i hundredevis Set i det store skattesnyderbillede vil det kun være småbeløb, som Skat nu kan ryste ud af de kinesiske luksusguider - skønsmæssigt 10-12 millioner kroner. Men eksemplet er - trods det kuriøse tilsnit - ganske illustrativt for den understrøm af skatteunddragende aktiviteter, som i disse år skyller hen over skattesømmelige lande som Danmark. Ugebrevet Mandag Morgen har tidligere anslået, at der hvert år ville havne 30-40 milliarder kroner mere i statskassen, hvis blot borgere og erhvervsliv var mere bevidste om deres samfundsansvar: Skatteskyldnere tegner sig her for lidt over 4 milliarder kroner årlig. Ren og skær skattesnyd beløber sig til 5 milliarder. Multinationale selskabers lyssky transaktioner på tværs af grænser løber op i 7-14 milliarder. Og noget så ucharmerende som virksomheders skattely snyder hvert år statskassen for et merprovenu på op mod 4 milliarder. LÆS OGSÅModel og topdirektør frifindes for skattefusk i millionklassen Der er altså voldsomt mange milliarder at hente, hvis politikerne ellers er villige til at prioritere skatteindsatsen. De skattefolk, som specifikt arbejder på at optrevle det omfattende skattesnyd, tjener hvert år millioner ind til statskassen. Disse skattefolk er ganske enkelt deres vægt værd i guld, og alene af den årsag burde regeringen ansætte mange flere. Et af de seneste projekter, skattemyndighederne har gennemført, gik under navnet 'Valutaudlændinge'. Projektet beskæftigede ca. 10 medarbejdere i årene 2008-2011 og endte med at opnå et provenu for statskassen på 126 millioner. Via stråmænd i udlandet havde over 200 danskere skjult kæmpesummer på maskerede bankkonti.
Kontiene tilhørte reelt personer bosiddende i Danmark, men det var udenlandske 'selskaber', der var de formelle kontoindehavere. Og denne 'maskeringsmodel' vinder ifølge flere eksperter mere og mere indpas - fra fællesskabssvage narkokriminelle til usolidariske håndværkere. Eller som skatteadvokat Torben Bagge, der selv assisterer sådanne skatteål, sagde til Børsen for nylig: »Noget af det, der har overrasket mig mest, er, hvor mange såkaldt almindelige, pæne danskere, der har penge anbragt i udlandet. Det er alle samfundslag, og personer, du ikke havde drømt om«. Ja, skattelyindustrien er for alvor en branche i vækst: I dag er der 82 skatte- og informationsly på verdensplan. I 1970'erne var der ifølge den internationale organisation Tax Justice Network blot 16 af sådanne safe havens. LÆS OGSÅ200 rige danskere fældet efter skattely-finte Helt absurd er det, at Danmark faktisk selv har en af den vestlige verdens mest lukrative skattelovgivninger, når det gælder udenlandske skuffeselskaber, der vil føre så mange penge som muligt ind og ud af landet uden at betale skat. Det er muligt, at marginalskatten er høj hertillands - til gengæld har vi det åbenbart fint med at være gennemstrømningsland for multinationale selskaber med behov for at føre gigantiske overskud fra ulande via skattely i Danmark hjem til ejerne. Tidligere i år kunne Politiken afsløre, at der i Holbergsgade ligger et sådant skuffeselskab, som alene i 2011 sendte hele 6,3 milliarder kroner videre til sine ejere, det australske mineselskab BHP Billiton. Og det var vel at mærke ikke milliarder, der var hevet ud af de danske saltminer, men derimod ud af de langt mere lukrative miner i Afrika. Danmark er nødt til at være langt mere konsekvent i sin bekæmpelse af skattesnyd. »Jeg har ingen respekt for, at man unddrager sin forpligtelse til at betale sin skat ved hjælp af kreative manøvrer«, sagde skatteminister Holger K. Nielsen (SF) i sidste uge til Børsen. Konkrete nye initiativer stod han dog ikke klar med, og dermed er han faretruende tæt på - som tidligere skatteministre - at være mere klar i tale end i handling, når det gælder skattesnyd. Når det gælder udviklingspolitik, fremgår det af regeringsgrundlaget, at »Danmark skal føre an i kampen for at lukke skattehuller, adressere illegale kapitaloverførsler og fremme retfærdig beskatning i verdens fattigste lande«. Det er en fin målsætning. Hvad med at tilføre den hjemlige skattelovgivning samme seriøse ambition?



























