Da jeg voksede op i 1970’erne, var skyld og skam over den hvide imperialistiske mand allerede godt på vej i vælten. Den hvide mand havde sort samvittighed – eller burde i hvert fald have det.
Derfor blev en af årtiets helt store helte Kunta Kinte. Den sorte slave, der i Alex Haleys roman om slaveri i USA skulle gennem så grum en skæbne, alene fordi han var sort i en hvid mands land.



























