Det dannede Amerika er rystet. De ser på Donald Trump og spørger hinanden, hvor det monster kom fra. New York Times laver guides til, hvordan forældre skal forklare deres børn dette uhyggelige fænomen. For Trump siger alt det i voksenverdenen, som de forbyder deres egne børn i deres virkelighed.
Verden hænger ikke sammen, hvis forældre lærer deres børn at tale pænt til andre og ordentligt om minoriteter, og så vokser de ind i en virkelighed, hvor republikanernes præsidentkandidat praler med størrelsen på sin penis, mobber kvinder med deres menstruation, kalder mexicanere for voldtægtsforbrydere og taler for at deportere alle muslimer.




























